Hos italienerne er følelserne ikke muret inde, men får frit løb. Om så det er glæde, vrede eller sorg. Og man bliver ofte tilskuer til, hvad der for os nordboere ellers hører privatlivet til.
“Amore mio, ti amo,” (min elskede, jeg elsker dig) lyder det fra kvinden i vinduet, jeg passerer på vej til den lokale kiosk på gaden i Rom, og foran mig vender hendes elskede sig om og sender et fingerkys tilbage, mens han råber “anche io ti amo” (jeg elsker også dig). Og som jeg står der midt imellem disse stærke følelser, kan jeg ikke undgå at føle mig på engang rørt og pinligt til mode, fordi jeg netop har været vidne til en scene, jeg mener, hører til privatsfæren. Men det er jeg vist ene om at føle. For det er helt normalt at vise følelser i det offentlige rum i Italien, om det så er vrede, glæde eller sorg.
Højlydte råb, skælden og smælden, kærligheds- og ukvemsord flyver i en blanding igennem luften, når man går ned af den menneskefyldte gade i en italiensk by. For at vise sine følelser er ikke kun en privatsag og slet ikke ualmindeligt at gøre på åben gade. Kvinder, der højlydt skælder ud på deres mænd, når de igen sender blikke efter andre kvinder, bilister, der skændes og standser trafikken, og mødre, der først råber ad barnet for derefter at overdynge det med kys og kram, er nogle af de typiske situationer, man som turist kan opleve i støvlelandet.
Melodrama
Ved syditalienske begravelser bliver der sørget højlydt og i fællesskab. Jo mere højlydt sorg, des mere elsket, savnet og respekteret vil den afdøde fremstå over for de andre, mens de nordiske begravelser ofte foregår i tavshed af respekt for den afdøde.
Men hvad er det, der skaber den markante forskel på nordboere og italienere, når det gælder om at tale højt og skilte med sine følelser på en nærmest melodramatisk, teatralsk måde? Klimaet kan have en del af forklaringen, men der er også store forskelle på familiens rolle og religionens indflydelse i Nord- og Sydeuropa. Det er fx ikke ualmindeligt, at familie og venner bliver draget ind i folks ægteskabelige kriser, problemer med teenagere eller andre private områder. Og så skorter det ellers ikke med andres velmenende råd og holdninger til, hvad man skal gøre for at komme problemerne til livs – og i sådan en situation kan man nemt ende med at befinde sig i et højlydt inferno, hvor alle kæmper for at komme til orde.
Inden for kulturens verden har det melodramatiske ofte været et gennemgående tema. Melodrama betyder oprindeligt musik og drama og refererer til et teaterstykke, hvor musikken er med til at styrke oplevelsen af det, der udspilles i stykket. Og den melodramatiske stemning har fundet vej til mange italienske film, teaterstykker og operaer, hvor følelserne får lov at flyde, om det gælder bryllup, begravelse, utroskab, jalousi, nærtagenhed og forelskelse.
Også i politik
Det er dog ikke kun på åben gade eller inden for husets fire vægge, at de teatralske scener udspilles, men også på tv og i noget så seriøst som politiske programmer. Den ophedede debat i det italienske Senat kan undertiden have alle elementer fra et klassisk melodrama til stede på direkte, landsdækkende tv: her er intrigerne, forræderen, helten, ham eller hende, der bliver fornærmet, beskyldninger, der flyver gennem luften, og mere end én gang er det sket, at politikere råber ukvemsord efter hinanden.
Hos mange italienere får følelserne frit spil og heldigvis da, for er det ikke netop charmen ved at tage sydpå?
