Ny spektakulær cykelsti rundt om Gardasøen

Cyklister Gardasøen
Snart kan man cykle hele vejen rundt om Gardasøen. Foto: © Ronny Kiaulehn -Garda Trentino.

Gardasøen er med sin fantastiske omkringliggende natur og mange kilometers flotte cykelruter allerede et yndet mål for cykelferier. Snart får Italiens største sø dog en ny attraktion, der kan vise sig at blive det hidtil største trækplaster for cykelturister: En svævende cykelsti!

Ciclopista del Garda – en rundtur på 140 kilometer

Den svævende cykelsti er endda blot en del af et større cykelstiprojekt, Garda By Bike, der har et budget på 102 millioner euro. De mange penge skal de kommende år bruges på at etablere en 140 kilometer lang, sammenhængende cykelsti hele vejen rundt om Gardasøen, som dermed vil krydse gennem de tre regioner Lombardiet, Veneto og Trento.

Ciclabile di Limone sul Garda

Avanzamento dei lavori per la ciclopedonale sospesa di Limone sul Garda Video di Davide Bertoldi

Posted by Garda-outdoors on Thursday, April 12, 2018

Hensigten med den nye cykelsti er at tiltrække flere cykelturister på alle niveauer til Gardasøen. Planen er derfor, at der skal være mulighed for at springe nogle af de mest udfordrende sektioner af ruten over. På det 27 kilometer lange bakkede stykke mellem Gargnano og Limone, som nok mest henvender sig til seriøse motionister, vil mange af os, der er mere mageligt anlagt, for eksempel måske foretække at lade benene hvile og i stedet “snyde” med en afslappende færgetur i stedet.

Cykelturister Gardasøen
Gardasøen er allerede populær blandt cykelturister på alle niveauer. Foto: © Patrizia N. Matteotti – Garda Trentino.

Du må vente indtil 2021 med at tage hele turen rundt om Gardasøen på cykel, men ifølge chefingeniøren fra Studio Fontana & Lotti-Lorenzi, vil den mest imponerende del mellem Capo Reamol ved Limone til Riva del Garda stå klar allerede denne sommer. Denne strækning vil inkluderer to kilometer spektakulær cykelsti, der hænger ud fra klipperne adskillige meter over søens klare vand.

Også gående vil ifølge oplysningerne være velkommen på den brede sti rundt om søen, og planen er, at der på et senere tidspunkt etableres udsigtspunkter og andre faciliteter undervejs. Det er desuden ikke kun turister, der får glæde af den nye sti. En række mindre byer langs søen og oppe i bjergene, som i dag er forholdsvis isolerede, vil blive bedre forbundet med de større byer til glæde for de lokale. Sidst, men ikke mindst, vil det blive ekstra sikkert for cyklister at færdes på en sti, der er adskilt fra den øvrige trafik.

MTB Gardasøen
Der er allerede i dag gode muligheder for at få pulsen helt op på de udfordrende MTB-ruter i området. Foto: © Ronny Kiaulehn -Garda Trentino.

Hold cykelferie på italiensk manér ved Gardasøen

Der er få lande i verden, der i så høj grad indbyder til en ferie på to hjul som Italien. Særligt området omkring Gardasøen er med rette populært blandt både familier og seriøse motionister. Det er heller ikke usædvanligt at møde nuværende og tidligere professionelle cykelryttere på træningstur i disse egne. Eks-cykelrytteren Rolf Sørensen, der som aktiv boede mange år i Italien, har for eksempel fremhævet netop de smukke cykelruter ved Gardasøen som værende blandt hans personlige favoritter.

Det er navnligt den store variation af de over 1.000 kilometer cykelruter, der gør en cykelferie ved Gardasøen til noget unikt. Hvis du kører på mountainbike, kan du vælge mellem alt fra udfordrende single track-ruter over høje bjergrygge til afslappede ture på grusveje ned gennem blomstrende frugtplantager og olivenlunde. Der er ligeledes mange muligheder for landevejscyklister, som både kan vælge at køre på de flade stier nede langs søen eller prøve kræfter med de stejle hårnålesving oppe i bjergene.

Cykeltur Gardasøen
Du kan eventuelt leje en cykel og tage på en afslappet tur langs den flade søbred. Foto: © Ronny Kiaulehn -Garda Trentino.

Det er naturligvis ikke kun et varieret cykelterræn, der lokker cykelturister af alle slags til Gardasøen. Udover søen, hvis indbydende vand er ideelt en svalende dukkert på varme dage, er der således masser af attraktioner og seværdigheder at udforske undervejs på cykelturene omkring Gardasøen. Sidst, men ikke mindst, er der selvfølgelig de talrige billedskønne byer langs søens bredder, som med deres afslappende atmosfære og smukke beliggenhed er perfekte til at nyde et dejligt måltid med et velfortjent glas vin efter dagens strabadser.

Limone sul Garda
Limone sul Garda – der er rig mulighed for at holde pauser i idylliske byer langs søen.

Du skal da nok heller ikke forvente at vende hjem fra en cykelferie i Italien med færre kilo på sidebenene. Udover fredfyldte måltider i solnedgangen efter en oplevelsesrig dag på cyklen, er det således næsten et must med kaffepauser undervejs på selve turene. Mens profferne traditionen tro nøjes med en hurtig espresso, vil vi andre ofte også blive fristet af caféernes frokosttilbud i form af for eksempel lækre pastaretter eller måske i særdeleshed kagekortet.

Få flere tips til en cykelferie i Italien

Rejser til Gardasøen med In-Italia

Gardasøen er inden for ganske overkommelig køreafstand af Danmark, specielt hvis de ca. 1.300 kilometer skæres over med en overnatning. Det er en oplagt muligt for at tage din cykel med på ferien og få mest muligt ud af de mange tilbud omkring søen. Men vælger du i stedet at flyve, findes der dog også cykeludlejning flere steder. Det er også en god mulighed, hvis du blot vil cykle en enkelt dag eller to i løbet af ferien.

Noget af det vigtigste for en vellykket cykelferie er, at du efter en lang og måske lidt hård dag i sadlen, kan vende hjem til en god, afslappende base. Derfor skal du bestille din rejse til Gardasøen hos In-Italia, som har håndplukket de hoteller og ferieboliger, hvor du får meget for pengene både i forhold til kvalitet og beliggenhed.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere af Mikkel H.

Via Romea Francigena – cykelferie på pilgrimsrute i Italien

Pilgrimsruter herhjemme og i udlandet oplever i disse år en større popularitet...
Læs mere