Italienerne har lavet og drukket vin i meget længere tid end tidligere antaget og vinens historie i Italien skal dermed skrives om. Det viser en nyligt offentliggjort undersøgelse foretaget af et forskerhold fra University of South Florida og publiseret i det videnskabelige tidsskrift Microchemical Journal.
I undersøgelsen viser forskerholdet, at de har fundet spor af 6.000 år gammel vin i en næsten intakt vinkrukke, som blev udgravet i en hule på Monto Kronio på Siciliens sydvestkyst.
3000 år ældre
Den hidtil ældste italienske vinrest blev fundet i et nuragisk vinkrukke nær den sardiske hovedstad Cagliari i begyndelsen af 1990’erne. Dengang blev vinresterne dateret til omkring 1300-1100 f.Kr., dvs. for lidt over 3.000 år siden. Med de nye resultater offentliggjort af forskerholdet fra University of South Florida, der daterer vinresterne til omkring 6000 år siden, er det tidligste spor af vinfremstilling i Italien således med ét blevet 3000 år ældre.
I vinkrukken fra Sicilien fandt forskerholdet spor af vinsyre og natriumsalt, hvilket forekommer naturligt i druer og i vinfremstillingsprocessen. Man var dog ude af stand til at fastslå, om den resterende mængde var rød- eller hvidvin. Ikke desto mindre vil de nye opdagelser hjælpe eksperterne med at rekonstruere, hvordan vin blev produceret og handlet på øen for omkring 6000 år siden.
Selv om det nye fund på Sicilien rykker afgørende ved tidligere antagelser om vinfremstillingens opståen i Italien og Europa, så er fundet dog ikke det ældste i verden. Den ældste vinfremstilling i verden menes således at være opstået i Georgien for mere end 9000 år siden.
Vinrejser til Sicilien
Kunne du tænke dig at smage på den sicilianske vin på en vinrejse til den smukke antikke ø? Så kan du læse om rejser til Sicilien her og nemt og hurtigt bestille håndplukkede hoteller på øen.