Smagen af citronmarinerede ansjoser fra Amalfikysten

Ansjoser
Ansjos kan med fordel anvendes i opskrifter som denne, fordi kødet er yderst delikat

Både citroner og ansjoser er blandt hovedaktørerne i den klassiske middelhavskost, og det kan ikke undre, at vi skal til Campania-regionen, hvor citronerne strutter og fiskene danser af velvære på havoverfladen – for at give os hen til denne vidunderlige kombination af de to.

Det er sandsynligvis umuligt at finde en ægte citron Costa d’Amalfi IGP fra Salerno her i Norden. Alligevel er det en god idé at gøre lidt benarbejde for at finde nogle velsmagende og usprøjtede citroner. Costa d’Amalfi IGP har groet under de bedste vilkår på skråningerne langs Amalfikysten, hvor de har ophobet oceaner af c-vitaminer og en delikat sød smag, der bidrager til retten med velsmag og velvære.

Interesseret i en rejse til Amalfikysten? Så besøg vores side med hoteller og ferielejligheder på Amalfikysten her.

Hold tungen lige i munden: En ansjos i den version, som vi skal bruge her, skal være en lille frisk ansjos! Almindeligvis når vi hører navnet ansjos på dansk, så er der tale om en fætter af silde-familien, såsom brisling, der bare kaldes ansjos. Italienske saltede ansjosfileter, som anbefales oven på pizza eller som smagsgiver i diverse tapenader, skal ikke forveksles med det danskerne kender som ansjoser eller benfri sild (som ikke er sild), men bør kaldes og kaldes for sardeller her i landet.

Ansjos kan med fordel anvendes i opskrifter som denne, fordi kødet er yderst delikat. Så gå til en god fiskehandler og efterspørg den ægte vare.

God fornøjelse!

Fakta:
Tilberedning: 20 minutter og tid til marineringen
Antal personer: 4

Ingredienser:

  • 500 g små friske ansjoser
  • Saften af 5 citroner
  • 1 rød chili, finthakket
  • 1 bdt persille, finthakket
  • Ekstra jomfru olivenolie
  • Salt

Rens ansjoserne: skær hovedet fra, åbn fisken og rens den for indvolde og ben under rindende koldt vand. Ryst dem fri for vand og tør dem delikat i køkkenrulle. Læg fiskene på et plant fad, og væd dem med godt halvdelen af citronsaften. Stil fadet på køl i mindst en time.

Når de har marineret længe nok, hældes marinaden fra, og fiskene anrettes som stråler fra en sol på et serveringsfad. De smages til med chili, halvdelen af persillen, salt, resten af citronsaften og olivenolien. Lad det hvile en halv times tid og pynt med persilleblade inden serveringen.

Servering
Tilstedeværelsen af citron kalder på en god syditaliensk hvidvin, men man kan også forsøge at servere en grøn japansk te til denne ret, hvis man ønsker at fusionere oplevelsen over i noget asiatisk.

Buon appetito!

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere