Crostini med ærte-bønnepuré og pecorino – små skiver ristet brød med fyld

Hestebønner
Til crostini med ærte-bønnepuré og pecorino skal bruges 2 håndfulde friskbælgede ærter og hestebønner

I Italien finder man mange versioner af “brød med fyld”. I Toscana hedder de ofte crostino, mens de i Rom hedder bruschetta – eller hvad er forskellen?

Crostini kan siges at adskille sig fra bruschette ved, at man til førstnævnte anvender hvidt brød, og til sidstnævnte surdejsbrød, andre mener det afhænger af fyldet – tomat og basilikum på bruschette og andet fyld på crostini – eller som ovenfor berørt, afhænger det af, hvor man er i Italien.

En sidste mulighed er, at forskellen ligger i størrelsen: Bruschette er i så tilfælde storebroderen til de mindre crostini – små stykker ristet brød.

Fakta:
Tilberedning: ca. 30 min.
Antal personer: 12 stk. bruschette/crostini

Ingredienser:

  • 1 italiensk filonebrød (eller andet brød med en fast krumme)
  • 1 fed hvidløg
  • 1 håndfuld mynte
  • 2 håndfulde friskbælgede ærter og hestebønner
  • 1 håndfuld pecorino, friskrevet
  • Ekstra jomfruolivenolie
  • Citronsaft af økologisk citron
  • Salt og peber, friskkværnet

Brødet skæres i 1 cm tykke skiver, grilles i ovn, på en grillpande eller på en grill, hvorefter de gnides let med et fed hvidløg og stænkes med olivenolie, salt og peber. Uden andet fyld går brødet også under navnet Fettunta i Italien. Men til denne version skal der ærte-bønnepuré på toppen.

Stød en håndfuld mynteblade sammen med ærterne og hestebønnerne i en morter eller puréer det hele i en foodprocessor. Tilsæt en mindre håndfuld friskrevet pecorino-ost (eller parmesan, hvis du ikke kan finde pecorino) og rør puréen lind med et ordentlig bløp jomfruolivenolie. Smag puréen til med citronsaft, salt og peber og smør den på de varme crostini. Rund dem af med lidt mere pecorino, evt i flotte flager og spæde mynteblade som pynt.

Crostinierne er fantastiske sammen med en forfriskende sommerdrink, sammen med andre små hapsere eller bare som en simpel forret – måske i variation med andre.

Buon appetito!

Tags fra artiklen
,
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere