Lær at lave din egen italienske rosmarin-is

Italiensk is-bar
Italien er kendt for mange slags lækre is; men har du nogensinde smagt rosmarin-is? Her kan du lære selv at lave den...

Hvorfor ikke bruge den populære og i manges bevidsthed meget italienske krydderurt rosmarin i en utraditionel sammenhæng? Rosmarin-isen er overraskende og delikat som afslutning på et godt måltid.

Fakta:
Tilberedning: ca. 45 min. + indfrysningstid min. 5 timer
Antal personer: 4

Ingredienser:

  • ½ fed stang vanille
  • 5 dl fløde 13 %
  • 6 pasteuriserede æggeblommer
  • 110 g lyst rørsukker
  • 3 kviste frisk rosmarin + lidt rosmarin til pynt
  • Friske hindbær eller andre sommerbær til servering

Tilberedning:
Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Kog fløden op med rosmarinkviste, vanillekorn og vanillestang. Pisk æggeblommer og sukker lyst og skummende og pisk derefter den varme fløde i æggemassen lidt ad gangen. Hæld massen tilbage i gryden og rør konstant rundt med en gummidejskraber til cremen begynder at tykne let. (Vær opmærksom på at den idéelle temperatur ligger på 84 grader, bliver temperaturen højere, begynder massen at klumpe.) Lad cremen trække i ca. 30 min og hæld den igennem en sigte.

Køl cremen af og hæld den i din ismaskine, hvis du er den heldige ejer af en sådan. Hvis ikke, fyldes isen i en fryseegnet skål og sættes i fryseren. Efter ca. 1½ time piskes den igennem og sættes tilbage i fryseren. Efter ca. 1 time gentages gennempiskningen og isen sættes tilbage i fryseren. Isen skal piskes igennem i alt 4 gange med ca. 1 times mellemrum, inden den er klar til servering.

Servering:
Isen portionsanrettes fx i høje glas med friske hindbær eller andre sommerbær og en lille kvist frisk rosmarin som pynt.

Buon appetito!

Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere