Opskrift på Caponata fra Sicilien

Caponata
Caponata er en klassisk grøntsagsret fra Sicilien.

Der er uendeligt mange versioner af den populære grøntsagsret Caponata i Italien, men de har alle én ting til fælles: Hovedingrediensen er grøntsager skåret i mere eller mindre lige stykker. Den oprindelige opskrift stammer fra Sicilien, hvor fisken Capone gav navn til retten. Tidligere var det kun de rige, der havde råd til fisk, så den jævne mand erstattede fisken med aubergine. Med tiden er fiske-versionen dog helt forsvundet, og i dag er Caponata altid lig med den rene grøntsags-version.

Her i denne blogartikel byder vores kollega og madblogger Louise dig på hendes version af Caponata. Du kan spise retten som tilbehør til de fleste ting, eller bare spise den, som den er, for eksempel med et godt stykke focaccia-brød.

Fakta:

Tid: 1 time + 30 minutter
Antal portioner: 4

Ingredienser:

  • 300 g aubergine
  • 1/2 dl salt
  • 150 g zucchini/squash
  • 150 g rød peberfrugt
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 bladselleri
  • 1 spsk. kapers
  • 50 g Taggiasche-oliven (eller kalamata)
  • 30 g gule rosiner
  • 200 ml passata-tomater (purerede tomater)
  • 200 ml vand
  • 2 spsk. hvidvinseddike
  • Olivenolie
  • Salt/Peber/Sukker
  • Bladpersille eller basilikum

Sådan tilbereder du den:

Skær auberginen i terninger på ca. en centimer i størrelse og læg den i en skål. Drys salt over og lad den stå sådan i mindst en time. Saltet trækker den bitre væde ud af auberginen. Efter en time skylles auberginen grundigt under rindende koldt vand, hvorefter du tørrer den i et håndklæde.

Ovnen opvarmes til 220 grader C.

Skær squashen og peberfrugten i omtrent samme størrelse som auberginen. Læg alle tre grøntsager på en bageplade og hæld olivenolie over dem. Drys derefter salt og peber over og bag dem ca. 30 minutter midt i ovnen.

I mellemtiden laver du tomatsaucen. Skær løget i halvmåner og hak hvidløgene fint. Steg dem i olivenolie på en stegepande, indtil løgene er blevet bløde, men ikke har fået farve. Tilsæt selleriet, som du har skåret i halv-centimeter tykke skiver, efterfulgt af kapers, oliven og rosiner. Tilsæt derefter tomater og vand, og lad det alt sammen koge på lav til medium varme i ca. 20 minutter. Det er meningen, at det skal koge lidt ind og blive tykkere. Smag til med hvidvineddike, salt, peber og en smule sukker.

Hæld de bagte grøntsager i tomatsaucen og rør det sammen, indtil alt er dækket. Til sidst drysser du lidt persille eller basilikum over retten, og så er Caponataen klar.

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere