Prøv den forfriskende smag af pasta med rå tomater og basilikum

Har du prøvet at lave pasta med rå tomater og basilikum?
Har du prøvet at lave pasta med rå tomater og basilikum?

Her får du opskriften på en dejlig forfriskende pastaret, som især er udbredt i Syditalien. Simplicitet og velsmag går op i en højere enhed, men det kræver superfriske og solmodne råvarer og en sublim finmotorik! Prøv den eventuelt af under ferien!

Det spændende ved denne pastaret er kombinationen af kølige tomater og varm spaghetti. Man får samtidig den herlige duftoplevelse af frisk basilikum og god olivenolie, som jo bekendt er to klassiske ingredienser i det italienske køkken.

Det er vigtigt at lave “sovsen” i god tid og gerne 4-5 timer før retten skal spises.

Til 4 personer skal du bruge følgende ingredienser. Mængderne kan naturligvis ændres efter forgodtbefindende.

    • 500 gram spaghetti
    • 2 kilo modne blommetomater
    • Et bundt frisk basilikum
    • Et fed hvidløg
    • Frisk chili
    • Olivenolie, den skal være god! Er du i Ligurien så prøv en af de bedre varianter på Taggiasche sorten, er du fx på Sicilien, så prøv en der er lavet på Tondo Ibleo sorten
    • Havsalt, fint
    • Frisk peber
    • Masser af revet pecorino!

Og nu til det sjove…

Det første du skal gøre er at flå og udkerne tomaterne. Det gør du ved at skære et lille kryds i toppen af tomaterne, hvorefter du overhælder dem med kogende vand for øjeblikkeligt herefter at hælde vandet fra. Når dette er gjort og tomaterne er kølet ned skal du ruste dig med tålmodighed og skærpe koncentrationen.

spaghetti al pomodoro
Pasta med friske, rå tomater og basilikum – her dog den beslægtede ret spaghetti al pomodoro på billedet – er en populær ret i Syditalien

Hver enkel tomat skal nu udkernes. Det gør du ved at skære tomaterne i kvarte og pille kernerne fra. Det tager lang tid og det er vigtigt at du ikke ødelægger strukturen i kødet. Når du har gjort dette, hakker du tomaterne i mundrette tern. Så tager du alle tomaterne og lægger dem i en skål.

Nu skal du plukke en masse basilikumblade i mindre stykker og blande dem sammen med tomaterne. Tag nu dit fed hvidløg og hak det fint, og bland det sammen med tomaterne. Hæld en passende mængde god olivenolie over det hele, og smag til med fint havsalt og frisk peber. Rør rundt, dæk det hele til og stil det i køleskabet.

Sæt pastavandet til at koge og husk først at salte vandet, når pastaen er kommet i. Når pastaen er klar, fordeles den på tallerkenerne, hvorpå du nu fordeler “sovsen”. Server med friskrevet pecorino og frisk chili efter behag.

Kunne du tænke dig at få flere italienske opskrifter og gastronomiske tips?

- så tryk her og tilmeld dig vores nyhedsbrev, der rummer masser af gode tips om italiensk mad og vin
Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere af Mamma Luisa

Hvordan finder du rundt i de italienske fødevarers kvalitetsbetegnelser?

Når det kommer til kvaliteten af fødevarer i Italien, kan man tale...
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *