Prøv klassikeren pasta med sværdfisk og mynte

Pasta med svaerdfisk og mynte
Pasta med svaerdfisk og mynte

Denne ret udgør – med sin dejlige smag af frisk mynte og sværdfisk – en velsmagende siciliansk klassiker.

Her har jeg nogle tips og råd til, hvordan du kan tilberede den. God appetit!

Ingredienser til 4 personer:

  • 500 gram pasta – gerne penne rigate
  • 150 eller 200 gram frisk sværdfisk
  • 50 gram (eller deromkring) rejeskaller (køb fx en pose frosne rejer og pil skallerne af rejerne)
  • Et par fed hvidløg
  • Pinjekerner efter behov
  • Et kvart bundt frisk mynte
  • Et kvart bundt frisk bredbladet persille
  • 500 gram friske og modne tomater
  • Cognac efter behov!
  • Olivenolie
  • Havsalt, peber, sukker

Tilberedning:

Tomaterne skal befries for kerner og skind. Det gør du ved at lave et lille kryds i toppen, hvorefter du overhælder tomaterne med kogende vand for straks efter at hælde vandet fra igen. Nu kan du fjerne skindet fra tomaterne.

Når det er gjort, skærer du tomaterne i kvarter, hvorefter du fjerner alle kernerne. Hak derefter tomaterne groft. Svits nu rejeskallerne og hvidløget i en smule olivenolie sammen med persillestilkene (bladene gemmes). Når skallerne har taget lidt mere farve på sig, hælder du Cognac (eller Brandy) over skallerne og reducerer væsken. Pres derefter væden fra skallerne igennem en finmasket si og gem den!

Brun forsigtigt pinjekernerne på en tør pande. De må ikke være sorte, men gyldne! Skær sværdfiskene i grove tern.

Varm lidt olivenolie på en pande. Tilsæt de udkernede tomater. Lad dem få lidt varme et minuts tid. Smag til med peber, salt og sukker. Tilsæt persilleblade og halvdelen af mynten. Imellemtiden rister man forsigtigt sværdfisketernene i lidt olie. Pas på, de må ikke blive tørre!

Bland tomater, pinjekerner og sværdfisk sammen og hæld væden fra rejeskallerne over det hele. Hold det lunt under låg.

Den kløgtige læser har regnet ud, at man imellemtiden har sat blus under pastavandet og smidt pastaen i, så det er perfekt timet med færdiggørelsen af retten.

Server retten med nogle friske mynteblade på toppen.

Hvilken vin kan du drikke til?

Vores vinekspert Johan Seifert Teide giver dig her sine tips til, hvilken vin du kan servere til retten:

Der er tale om en fiskeret med ganske robuste komponenter (de flamberede rejeskaller!) i kombination med den sarte sværdfisk og sødmen fra tomaterne. Derfor vil jeg vælge en smagsfuld og struktureret hvidvin eller eventuelt en frisk Rosato fra Sicilien.

Der er gudskelov begyndt at komme en del gode muligheder på det danske marked. En oplagt mulighed kunne være noget baserert på en Inzolia/Cataratto kombination eller en af de nye rosato-vine fra Etna, der er baseret på Nerello Mascalese.

Kunne du tænke dig at få flere tips om italiensk madlavning?

- så tryk her og tilmeld dig vores nyhedsbrev , der indeholder masser af rejsetips om Italien
Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere