Hvordan laver man en tiramisú?

Tiramisu
Tiramisú er nok det tætteste, man kommer en italiensk kult-dessert...

Er du til de virkelig frodige af slagsen? Tiramisú’en er kaffedesserten, som samtlige italienske regioner hævder at være forfædre til.

Hvis man søger i historiebøgerne efter oprindelsen til denne lækre dessert med noter af kaffe og sødmefuld mascarpone, så falder man over samtlige regioner i Italien, som alle påberåber sig retten til at kalde den deres.

Piemonteserne mener den stammer fra deres himmelstrøg på baggrund af Savoiardi-småkagerne som i daglig tale kaldes Lady Fingers. Lombardiet hævder den stammer fra deres luftlag, grundet mascarponens oprindelse i regionen, og sådan kunne vi fortsætte.

Hemmeligheden ligger ifølge flere kilder i anvendelsen af likøren – navnlig hvilken spirituosa der anvendes, for det afhænger igen af, hvilken regionen desserten tilberedes i: Marsala (Sicilien), Amaretto (Lombardiet), kaffelikør, Vin Santo (Toscana), rom, cognac, whisky…

Tilberedning:

Antal personer : 6
Tilberedningstid : ca. 1 time + min. 2 timer på køl

2½ dl fløde
4 past. æggeblommer
100 g flormelis
1 vanillestang, kornene
2 blade husblas
250 g mascarpone
1 kop mokka eller en stærk kop amerikansk kaffe
lidt likør, vi kan anbefale rom
saft af ½ økologisk citron
ren kakao
24 Lady Fingers, også kaldet Savoiardi-kiks

Pisk fløden til en let og lækker flødeskum. Blød husblas op i rigeligt koldt vand. Pisk æggeblommerne sammen med vanillekorn og flormelis til en god æggesnaps. Tilføj mascarpone. Opvarm husblasen i en gryde ved svag varme. Tag en smule af mascarponecremen, max 1 dl., og rør det godt sammen med husblasen mens den er lunken. Vend husblasblandingen i den resterende mascarpone. Herefter vendes flødeskummet og mascarponeblandingen forsigtigt sammen.

Lad det hvile for en stund på køkkenbordet, alt imens du blander kaffe, likør og citronsaft sammen. I denne liflige drik dyppes samtlige Lady Fingers. Kagen samles ved at man anretter et lag Lady Fingers i bunden af et serveringsfad, hvorefter de drysses med kakaopulver, dertil tilføjer man et passende lag mascarponecreme. Så fremdeles fortsættes der, til hele kagen er samlet. Vi anbefaler to lag af hver.

Tiramisú’en stilles på køl i minimum to timer, gerne på frys, hvorefter den drysses en sidste gang med kakaopulver før servering. Idet her er tale om en kraftkarl af en dessert-kage, kan det anbefales at nedtone udbruddet ved at drikke kaffe til – alternativt en kølig dessertvin af de mindre søde.

TIPS: Har man ikke en lille si, kan man med fordel anvende en te-si til at drysse kakaopulveret på med, såfremt denne har passende store eller tilstrækkeligt små huller.

Buon appetito!

Kunne du tænke dig at få tilsendt flere italienske opskrifter?

- så klik her og tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere af Mamma Luisa

Smag på tartufo (italienske trøfler) fra isbaren L’Angolo di Gelato i Firenze

Tartufo er oprindeligt en fransk delikatesse,  men i dag en klassisk smagsvariant...
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *