Zuppa di farro alla toscana – toscansk spelthvede-suppe

Toscansk spelthvede-suppe - zuppa di farro alla toscana
Det kan godt være, at den toscanske spelthvede-suppe oprindeligt var fattigmandskost, men dens smagsoplevelser er en konge værdig...

Zuppa di Farro er en typisk toscansk suppe, som ofte tilberedes med farro – spelthvede – fra Garfagnana i provinsen Lucca i Toscana. Siden 1996 har spelthvede fra Garfagnana været betegnet IGP – Indicazione Geografica Protteta (hvilket betyder, at den er geografisk beskyttet). Denne betegnelse har den fået for sine specielle egenskaber som adskiller sig i karakter fra spelthvede fra andre områder.

Zuppa di Farro var oprindeligt fattigmandskost, som det meste af den toscanske mad, og blev lavet med spelt, borlotti-bønner og andre billige råvarer såsom gulerødder, løg og selleri. Just de tre sidstnævnte grøntsager kaldes almindeligvis for en soffritto og er basen i mange forskellige italienske retter.

Fattigmandskost eller ej – den her suppe byder på smagsoplevelser, som kan serveres for selv en konge!

Fakta:
Tilberedning: ca. 3 timer (alternativt: 1 time med en trykkoger)
Antal portioner: 4

Ingredienser:

  • 250 g spelthvede
  • 200 g tørrede borlotti-bønner
  • 3 hvidløgsfed
  • 1 gulerod
  • 1 bladselleri
  • 1 rødløg
  • 5 spiseskefuld olivenolie
  • 5 salvie-blade
  • 2 rosmarin-kviste
  • 1-2 l vand
  • Salt og peber
  • Olivenolie til servering

Tilberedning
Lav en soffritto: skræl gulerod og løg, og skyl bladsellerien. Hak løget fint og skær gulerod og selleri i små tern. Varm tre spiseskefulde olivenolie op i en gryde og tilsæt grøntsagerne sammen med to hele (skrællede) hvidløgsfed. Lad dem stege, indtil løgene er blevet bløde og gennemsigtige; cirka 5 minutter. De må ikke tage farve! Tilsæt derefter borlotti-bønnerne sammen med salvie og rosmarin. Tilsæt lidt salt og 1 liter vand. Lad det koge under svag varme i to timer (eller indtil bønnerne er blevet bløde). Tilsæt nogle deciliter vand hvert tyvende eller tredivte minut, således at det ikke koger tørt.

OBS: Hvis du koger i trykkoger, så tager det cirka 30 minutter for bønnerne at blive klar, og du behøver ikke tilsætte mere vand under kogningen.

Tag cirka en tredjedel af bønnerne op med en hulske og læg dem i en skål til senere. Adskil de resterende bønner fra bouillonen (men gem bouillonen). Bland bønnerne til en puré ved hjælp af en mixer eller blender.

Fortsæt nu med spelthveden: Lad den stege cirka tre minutter sammen med 2 spiseskefulde olivenolie og et helt (skrællet) hvidløgsfed. Hæld derefter bouillonen på og eventuelt lidt ekstra vand (kontroller forinden på pakningen andelen af spelt i forhold til andelen af væske). Lad det koge i 15-18 minutter eller følg anvisningerne på pakningen.

Tag alle hvidløgene op og bland borlotti-puréen i ved afslutningen af kogningen. Puréen vil gøre suppen vældigt rig og cremet, så hvis du foretrækker en lidt mere let og flydende suppe, så skal du bare tilsætte lidt mere bouillon eller vand.

Servering
Hæld den op i skåle. Anbring de bønner, du tidligere tog til side, ovenpå suppen. Stænk lidt olivenolie over suppen inden servering – det gør hele forskellen!

Buon appetito!

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere