Jeg byder her på opskrift fra Stefano Catenaccis kogebog: Stefanos Italia – den stora italienska kokboken med fotografier af Joel Wåreus.
Stefano Catenacci er en af Sveriges mere kendte kokke, og har i 2012 udgivet en kogebog i Sverige, som kom til verden under et ophold på Villa Le Ferrette ved Montecatini Terme i Toscana. Har du derfor lyst til selv at kreere et autentisk italiensk måltid, er chancen her. Opskriften er fra afsnittet om Carne e Pollame, altså kød og fjerkræ, og er som Stefans øvrige opskrifter meget nemt tilgængelig.
Fakta:
Tilberedning: ca. 30 min.
Antal personer: 4
Kødboller:
Ingredienser:
- 500 g hakket kalve- og flæskekød
- 40 g rasp
- 1 dl letmælk
- 2 stk salt
- 1 æg
- 1 lille løg, pillet og finthakket
- 1 fed hvidløg, pillet og finthakket
- Ca. 2 spsk hakket persille
- Kværnet hvid peber
- ½ dl mineralvand
- Rapsolie til stegning
- ½ l tomatsovs (se opskrift nedenfor)
Tilberedningen:
Blødgør raspen i letmælken tilsat salt. Tilføj nu æg, løg, hvidløg, kødfarsen, persille, peber og mineralvand, og bland det hele godt sammen. Form kødboller i den ønskede størrelse. Det kan anbefales at tænke på Lady og Vagabonden for reference. Steg dernæst bollerne gyldenbrune i rapsolien. Når tomatsovsen er klar (se nedenfor), vender man kødbollerne i sovsen og lader det hele hvile under låg i ca. 5 minutter.
Tomatsovs
Ingredienser til tomatsovs:
- 250 g hele flåede tomater
- ½ dl ekstra jomfruolivenolie
- 5 fed hvidløg, pillede og skåret i skiver
- 7-8 peperoncini, som er små tørrede chilier
- Salt
- Evt. sukker
Tilberedningen af tomatsovs:
Hæld tomaterne i en rummelig skål og mas dem mellem fingrene. Hæld olien i en gryde og stil den på varmen. Hæld hvidløg i og lad det sautere let. Tilfør dernæst tomaterne, peperoncini og lad det hele simre ved svag varme i ca. 15 minutter. Smag til med salt og evt. en anelse sukker.
TIP: lav eksempelvis en dobbeltportion; sovsen er nem at fryse ned, og så har du til næste gang, der skal laves pizza, pasta eller kødboller.
Retten her serveres eksempelvis med frisk pappardelle-pasta, vendt i smør.