Der er sikkert flere, der som jeg gerne vil finde et helt særligt overnatningssted, når det er ferie-tid. Helst et sted, der emmer af sjæl, historie og personlighed, og som man ikke kan finde hvor som helst. Vi er sikkert også flere, som derudover ønsker at bo med landsbystemning og middelalderlig charme uden trafikstøj, men som samtidig ikke vil undvære at være tæt på storbylivet.
Alt dette kan man få opfyldt på B&B Entro Le Mura på toppen af den helt vidunderlige by Bergamo.
Landsbystemning midt i by
Heroppe i Alta, som denne middelalderlige bydel kaldes, finder du ro, hygge, smukke gamle bygninger, charmerende torvepladser, stemningsfulde spisesteder og et utal af caféer med udendørs servering – og sidst men ikke mindst et fint udbud af delikatesseforretninger og andre brugbare butikker.
Kun få minutters gang fra alle disse herligheder ligger en lille og rolig gade, hvor vejbelægningen i tidernes morgen er møjsommeligt lagt i det fineste sildebensmønster, og hvor der hersker en landsbystemning, der gør det svært at begribe, at du befinder dig midt i en by!
Her bag en af de tunge trædøre gemmer B&B Entro Le Mura sig, hvor ejeren Enrica byder på historiske rammer, venlighed og den dejligste have. Trods husets høje alder er der absolut ikke gået på kompromis med komforten – de syv værelser er indrettet lyst, skandinavisk og moderne og har tilmed gratis wi-fi. Alle rum emmer af personlighed, og det er tydeligt, at Enrica har lagt sin kvindelige sjæl i alle de små detaljer, og at hun betragter hver en krog som sit eget hjem – hvilket det faktisk også er, for hun bor selv på øverste etage sammen med sin familie og deres glade hund.
Udsigt, udsigt og udsigt
Haven er stedets største plus, for hvilken udsigt! Her kan du sidde i en liggestol og nyde roen og byens tage midt i alt det grønne, og når vejret er godt, kan du spise din morgenmad her på terrassen. Det gode vejr lægger også op til et besøg i den nordvestlige ende af Alta, hvor du finder den botaniske have Orto Botanico Lorenzo Rota. Eller hvad med en tur op til borgen San Vigilio fra 1200-tallet, der nås med kabelbanen (funicolare på italiensk). Borgen ligger på byens højeste bjerg, og du kan derfor se ud over hele byen og længere endnu!
Indkøb og transport
Har du brug for endnu flere shoppemuligheder inden afrejse, tager det kun ca. 10 minutter med enten bus eller kabelbane at komme ned til den nederste bydel, der kaldes Bassa. Hernede finder du moderne storbystemning og et rigt handelsliv. Og når du så har forkøbt dig og har hænderne fulde af indkøbsposer, priser du dig lykkelig over, at bussen til lufthavnen Orio al Serio holder hernede – lige ved togstationen – og at det kun tager et øjeblik og ca. 7 km at komme derud.
Vil du vide mere om B&B Entro le Mura?
Du kan læse om hotellets priser, faciliteter og anmeldelser m.m. her. Du er også meget velkommen til at ringe til os på 33151313, hvis du har spørgsmål om hotellet, eller skrive til os her.