Roms borgere risikerer at få rationeret vandet fra i dag

Fontæne i Rom
Italien lider af tørke og det fører nu til, at Roms vandforsyning muligvis rationerer vandet i den italienske hovedstad

Borgerne i Rom risikerer at få deres vand rationeret fra i dag. Det mulige drastiske tiltag skyldes, at regionale embedsmænd har besluttet at stoppe med at tappe vand fra den nærliggende sø Lago di Bracciano, som normalt forsyner byen med en del af dens vand, efter at søens vandstand er faldet så meget, at det ifølge myndighederne vil kunne forårsage miljømæssige problemer.

Som reaktion på denne beslutning har forsyningsselskabet Acea, der står for Roms vandforsyning, truet med at rationere vandforsyningen i Roms bykvarterer på forskellige tidspunkter af døgnet i op til 8 timer ad gangen. Den trussel er siden blevet kritiseret skarpt af den italienske sundhedsminister, Beatrice Lorenzin, der frygter, at et sådant tiltag vil kunne kompromittere hygiejne-standarderne i Roms mange boliger, restauranter, butikker og kontorer – og desuden kunne føre til alvorlige problemer med at yde den nødvendige sundhedsservice til byens borgere.

Trevi-fontænen i Rom
Trevi-fontænen i Rom har stadig vand; men en del af Roms mere end 2500 fontæner er blevet lukket på grund af tørken og de medfølgende vandforsyningsproblemer

Et møde mellem forsyningsselskabet Acea og Lazios regionale myndigheder førte onsdag ikke til en løsning, men det forlyder i italiensk presse, at de to parter endnu er igang med at forsøge at finde en måde at løse problemet på, så man undgår at skulle rationere vandet i den italienske hovedstad.

Lukkede fontæner

Den langvarige tørke og de medfølgende problemer med vandforsyningen i byen har allerede ført til, at en del af Roms mere end 2,500 fontæner er blevet lukket i sidste måned; kun 85 af Roms fontæner er således åbne på daglig basis i øjeblikket. Fornyligt meddelte Vatikanet, at også de vil lukke for deres berømte springvand i bestræbelserne på at spare på vandet.

En rapport fra miljøorganisationen Legambiente advarede i juni om, at næsten halvdelen af det vand, der pumpes ind i byens springvand, går til spilde på grund af problemer med vandrørene, der – ifølge miljøorganisationen – har forvandlet vandledningssystemet til en “sigte”.

Storbyferie i Rom

Er du på udkig efter en storbyferie i Rom? Så læs mere om storbyferie i Rom her og vælg mellem masser af håndplukkede ferieboliger og hoteller i den italienske hovedstad.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere af Andreas

Deletjenester for biler blomstrer i Italien

Ifølge en rapport fra det italienske Institut for Samkørsel, Osservatorio Nazionale Sharing...
Læs mere