Enhver, der har været i Venezia (Venedig) eller omegn blot ét enkelt døgn, har ikke kunnet undgå at se de lokale drikke en orangefarvet drik på barerne, for at tage sig en ”spritz” eller to som aperitif er lige så naturligt for en venetianer, som det er for en dansker at drikke en fadøl.
Denne tradition samler hele befolkningen, fra de helt unge til oldingene, arbejderne og akademikerne, mænd og kvinder, ja du skal end ikke undre dig over at se en kvinde give barnet bryst med den ene arm, mens hun bøjer albuen med en spritz med den anden!
Den østrigske påvirkning
Umiddelbart lyder ordet ”spritz” ikke synderlig italiensk. Det er da i grunden også tysk og betyder ”sprøjt”. Drikken kom til Veneto med den østrigske besættelsesmagt i begyndelsen af 1800-tallet (ligesom de venetianske konditorier i dag bugner af ”krantz”, ”strudel” og ”krapfen”), og den bestod oprindelig af vin med et sprøjt vand. Men så hører al enighed også op. Hvilket blandingsforhold? Postevand eller mineralvand? Andre ingredienser?
Se alle vores ferieboliger og hoteller i Veneto her
Kast dig ud i det orange ocean!
I Veneto har drikken udviklet sig til en lidt stærkere sag, hvor man blander en bitter likør (som oftest Campari eller Aperol, men det kan også være den mere gløgg-agtige venezianske Select, artiskokbitteren Cynar eller den torinesiske Gran Classico) med vin, som kan være mousserende eller ej, og mineralvand.
Blandingsforholdet? Det afhænger fuldkommen og aldeles af den enkelte, men lad os for en letheds skyld bare sige lige dele af hver. Drikken serveres så i et lowball-glas, i et elegant rødvinsglas eller… ja hvad du vil, og så garneres den måske med en skive appelsin og en grøn oliven, men det er igen helt op til bartenderen og dig selv. Et par isterninger hører sig naturligvis også til. Der er i det hele taget næsten ingen grænser for kombinationsmulighederne, og enhver bartender vil være med på den værste.
Du kan således selv styre, hvor stærk din aperitif skal være, for Campari holder 25%, Aperol kun 11%, og du behøver jo ikke bede om en sjat gin i, selvom det også bruges. Du kan også få et større sprøjt mineralvand i eller helt udelade vandet og nøjes med at fortynde den bitre likør med prosecco (pragtfuldt!). Du skal bare eksperimentere, indtil du finder din helt personlige version. Det kan være et langvarigt arbejde, men kedeligt er det ikke!
Og hvor en mand kan føle tørst…
Venezia er kendt for at være en dyr by at besøge og at bo i, og det er da også uomgængeligt, at såvel hoteller som restauranter (for slet ikke at nævne den perverst dyre offentlige transport) har et ganske højt prisniveau, men venezianerne har – med rette – ry for at drikke, og det er sjovt nok billigere her i byen end så mange andre steder. Jeg har således oplevet at få mig en ”ombra” (det lokale navn for et glas vin, som frit kan oversættes med ”en lille en i skyggen”) for 60 centimer, og en solid stor spritz koster typisk 2,50 euro (!).
Jeg har været ude for at betale 3,00 euro, men så var det også luksusmodellen i et stort langstilket vinglas med lige dele Campari og prosecco, men jeg har også været nede på 1,50 euro per glas i et af byens mindre besøgte områder.
Se alle vores ferieboliger og hoteller i Venedig her
Mit eget yndlingssted
Jeg overlader gerne til andre at sætte sig på Markuspladsens mondæne ”Florian” og betale 10 euro for en espresso (og mere, når den rædsomme musik spiller), for at stå med lokalbefolkningen på Campo Cesare Battisti, omkring 100 meter fra Rialtobroen, på Bar Mercà. Her kan du få 20 rødvine og ligeså mange hvidvine til mellem 2,00 og 15,00 euro per glas, samt vidunderlige, generøse spritz til 2,50 euro for standardversionen, hvortil du spiser små superfriske sandwiches af høj kvalitet (normalt er der 8-10 forskellige at vælge mellem) til 1,50 euro stykket. Baren er i grunden blot en niche i muren, og så bruger gæsterne hele pladsen og omegn som stående buffet.
Du får alt serveret i lækre langstilkede vinglas, og dine sandwiches leveres på flotte tallerkner, men det står dig frit for at vandre rundt, som du lyster med varerne. Selv gik jeg og fruen ned til Canal Grande og nød vores måltid i solen i de mest tænkeligt romantiske omgivelser. Hvem ville tro, at to personer kunne drikke sig sætte og spise sig mætte i topklasse på den position til under 150 kr.? Og tro det eller lad være: Ikke én ud af ti gæster på baren var turist! Mere autentisk på alle måder bliver det ikke.
