Spis og drik i Venedig

Venedig er på mange måder en meget besynderlig, kompliceret og paradoksal by, som du ikke skal regne med at forstå efter første besøg.

This town makes a living on its own, he said to Jackson. She used to be the queen of the seas and the people are very tough and they give less of a good God-damn about things than almost anybody you’ll ever meet

Fra Ernest Hemingways roman “Across the River and into the Trees

En kompliceret by

Venedig er på mange måder en meget besynderlig, kompliceret og paradoksal by, som du ikke skal regne med at forstå efter første besøg. Det er ikke kun byens konstruktion og udseende, som er unikke, også befolkningens mentalitet, døgnets rytmer og mulighederne for mad og drikke er enestående.

Intet andet sted kan man kan spise så dårlig og betale så meget som her. Den voldsomme turisme har uden tvivl en stor del af skylden, for når over halvdelen af de årlige ca. 10 millioner besøgende ikke engang tilbringer én nat i byen, men blot skynder sig at se Sukkenes Bro, Markuspladsen, Rialtobroen og et par andre highlights, før de forlader byen igen, så må det være svært for restauratørerne at holde fast i den faglige stolthed og ikke bare sige “nå ja, men jeg ser dem jo alligevel ikke mere, så…”.

Naturligvis kan det sagtens lade sig gøre at spise fremragende i Venedig. Det er slet ikke spor svært i en by, der frekventeres af de rigeste mennesker fra hele verden. Men hvis du ikke er indstillet på at bruge mindre formuer på forplejningen, kræver det lidt forberedelse at få en god gastronomisk oplevelse med hjem. På baggrund af flere årtiers erfaringer fra rejser til og ophold i byen har jeg sammenfattet nogle få gode råd, som kan hjælpe jer godt på vej.

Første kneb: Sæt dig ikke ned!

Det bedste kneb er i grunden ikke at sætte sig ned. De lokale indtager nemlig i meget høj grad deres måltider som mange spanierne med “tapas”, som i Venedig kaldes “ciccheti” (udtales “tjikæti”) akkompagneret af et ofte ikke beskedent antal glas vin eller aperitiffer i baren. Når man tænker på, hvor højt prisniveauet generelt er i Venedig, er det ufattelig billigt at få sig et glas. Venezianerne drikker ganske simpelthen på en måde, der mange andre steder ville forbindes med alvorlig alkoholisme, og der er intet som helst mærkeligt i at tage sig et glas vin i baren klokken 7.00 om morgenen i stedet for en kop kaffe!

Spritz
Den lokale specialitet spritz er en vidunderlig aperitif bestående af hvidvin, danskvand og Campari

Et lille glas vin koster således de rigtige steder ikke mere end 1,00 euro, ja det fås faktisk ned til 60 centimer, og stående i baren vil den lokale specialitet “spritz” – en vidunderlig aperitif bestående af hvidvin, danskvand og Campari (for mig findes der ikke andet), Aperol eller sjældnere Cynar eller Select, pyntet med en oliven og en skive citron eller appelsin – typisk koste 2-2,5 euro for et flot glas. Hvis du kan drikke mere end 2-3 uden at falde i kanalen bagefter, tager jeg hatten af for dig.

Til dine drikkevarer (bemærk rækkefølgen!) spiser du små friterede ting og sager, sandwiches osv. Råvarerne er de gode steder dugfriske, og forarbejdningen er glimrende. På denne måde kan du drikke (og spise) en glimrende frokost for under 10,00 euro i selskab med de lokale. Der er mange sådanne små listige steder i byen, blandt mine egne favoritter er:

Barcareto da Lele, Campo dei Tolentini, Santa Croce 183
Al Mercà, Campo Cesare Battisti, San Polo 213
All’Arco, Calle Arco, Sestiere San Polo 436
Hostaria Vecio Biavarol, Fondamenta Dei Tolentini, Santa Croce 225

Andet kneb: Lad dig ikke forlede!

De to første steder kan du godt glemme alt om at komme til at sidde ned: Baren er lille bitte, og ofte er der så mange gæster, at de er umuligt at stå i den med sit glas. På All’Arco er der i sommerhalvåret et bord eller to udenfor, og på Hostaria Vecio Biavarol har du endda et ganske god mulighed for at få en barstol.

Lad dig ikke forlede af de fremragende anmeldelser på Tripadvisor, i Lonely Planet eller lignende steder til at tro, at disse steder vil være turistfælder: Af uforklarlige årsager er klientellet disse steder stadig for langt størstedelens vedkommende lokalt, og turisterne er bare et lille indslag.

Markuspladsen i Venedig
Markuspladsen er ét af de mest populære steder i Venedig, men ifølge Lino bestemt ikke det bedste sted i byen at lede efter et spisested…

Men hvor sympatisk og hyggeligt det end er at gnubbe albuer med de lokale i baren, så kan der også komme stunder, hvor du har lyst til at sidde ned og spise et rigtigt (varmt) måltid. Og så begynder det at blive svært.

Smag og behag er som bekendt særdeles personlige størrelser, og mange vil kunne fremhæve helt andre steder, end jeg gør. Hvis du ønsker at følge “folkets røst” og spise dér, hvor flest er mest tilfredse, er det simpelt nok: Gå ind på Tripadvisor og følg med flokken. Du vil ganske givet spise acceptabelt, personalet vil tale diverse fremmedsprog … og der vil ikke være én lokal gæst i restauranten. Selv har jeg prøvet flere af topscorerne, men ingen af dem har givet mig mod på et besøg nummer to.

Byens bedste køb: Da Marisa

Jeg er til gengæld begejstret over “Da Marisa”, som kommer flere hundrede pladser nede i klassifikationen, måske fordi de om aftenen har en fast menu, som de ikke fraviger for at tækkes kræsne kunder, måske fordi de ikke accepterer gæster, der kommer for sent: Hvis du har bestilt til 20:00, skal du ikke tro, at der venter et bord, når du kommer klokken 20:10! Dertil skal du lægge, at den eneste måde at reservere på er at ringe til dem: De har ingen hjemmeside, ingen mail, kun telefon. Og du skal tilmed betale med kontanter!

Det kan varmt anbefales at bestille bord lang tid i forvejen, en måned er ofte ikke for meget i højsæsonen, og den første som bestiller bord får lov til at bestemme, om menuen skal være baseret på alt godt fra havet eller kød. Hvadenten det bliver det ene eller det andet, kan du forberede dig på 3-4 hors d’oeuvres (antipasti, som man siger i Italien), en pastaret, en hovedret og en dessert, samt vand og vin ad libitum til 35,00 euro. Du kan også komme her til frokost og spise à la carte; så er det som regel ikke nødvendigt at bestille (lang tid) i forvejen, og maden er stadig god og billig, men for mig er det nu aftenmenuen, som uden sammenligning er byens bedste køb:

Da Marisa
Fondamenta di San Giobbe
Cannaregio 652b
(+39) 041 72 02 11

Byens bedste stab: Trattoria Bar Pontini

Nogle gæster mener øjensynligt, at personalet på Da Marisa kort for hovedet og ikke særlig serviceminded. Det begriber jeg ikke, for jeg har altid befundet mig som blommen i et æg under mine besøg og fundet dem høflige, uformelle og charmerende. Men hvor sympatiske de end er, så kan ingen i hele byen – eller så mange andre steder – hamle op med staben på Trattoria Bar Pontini, der ligger nogle hundrede meter længere nede ad kanalen, tæt på broen Ponte delle Guglie.

Trattoria Bar Pontini
Ifølge Lino kan ingen steder hamle op med staben på Trattoria Bar Pontini, der ligger tæt på broen Ponte delle Guglie

Her behøver du som oftest ikke bestille mere end en dag i forvejen, det kan endda ske via e-mail, og du får også lov til at betale med kort. Maden er rigtig god, priserne er fornuftige, og stemningen er altid i top: Selv ikke de største idioter af kunder kan slå Roberta, Giada og Fabio ud af kurs. Skønt turisterne altid er i knusende overtal, holder jeg meget af at komme her, for maden er som sagt god, jeg vil vove påstanden, at den er bedre end minimum 9 ud af 10 steder i byen. Og så kan jeg altid vælge at hænge lidt i baren med en spritz, hvis jeg føler trang til lokalkolorit, for heroppe står stamgæsterne fra morgen til aften.

Trattoria Bar Pontini
Fondamenta de Cannaregio
Cannaregio 1268
(+39) 041714123
Trattoria.pontini@hotmail.it

Byens bedste pizza

Jeg kunne nævne mange flere gode steder, hvor pris og kvalitet hænger sammen, og hvor personalet behandler dig godt uden at være hverken overfladiske eller servile. Men du skal også selv have fornøjelsen af at gå på jagt og finde “de rigtige steder”.

Pizza
Du kan finde generøse stykker lækker pizza til under 2,00 euro bag den store kirke Basilica di San Rocco

Et par tips: Vent til klokken bliver hen mod 20:00 og prøv at følge lokalt udseende til deres spisesteder, eller kig bare ind på denne tid og prøv at se, hvor klientellet ser nogenlunde lokalt ud. Undgå de mest befærdede færdselsårer som den lige vej fra togstationen til Rialtobroen og videre til Markuspladsen, for slet ikke at nævne det rædsomme område mellem togstationen og Ponte delle Guglie, hvor turismeindustrien har udraderet enhver form for lokalt liv.

Og gå aldrig, aldrig, aldrig ind et sted, hvor tjenerne står på gaden og inviterer dig ind. Søg væk fra de andre turister, ud i gyderne, især kvarteret Cannaregio mellem Strada Nuova og Fondamenta Nuove byder på mange gode og hyggelige spisesteder.

Til sidst skal der lyde en hyldest til byens bedste og billigste stykker pizza, som jeg utallige gange har spist sammen med et (og når jeg siger “et”, så er det en talemåde) glas af byens bedste spritz få hundrede meter væk. Jeg afslører ikke barens navn, I må selv snuse jer frem, men de generøse stykker lækker pizza til under 2,00 euro får I bag den store kirke Basilica di San Rocco hos:

Mille Voglie da Tarcisio
Calle Tintoretto
Santa Croce 303

Tredje kneb: Vær langsom!

Nyd Venedig langsomt. Tag dig tid til at udforske den, og så vil du komme til at elske byen. Skynd dig, prøv at opleve den på en dag eller to, og så vil du sandsynligvis ikke kunne fordrage den.

Skål!

Har du lyst til selv at opleve Venedig og dens mange gastronomiske glæder?

- så tryk her og se alle vores ferieboliger og hoteller i den smukke by!
Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere