Ti ting, du skal huske, når turen går til Italien

Bilferie i Italien
Hvad skal du huske på din rejse til Italien? Få en række gode råd og tips her!

Det er altid en oplevelse at tage på ferie i Italien, men den kan let blive endnu bedre, hvis du husker en række småting både før og under opholdet. Det er jo de små ting, der tæller.

1. Husk det blå EU-sygesikringskort, der giver dig ret til samme behandling hos læger, tandlæger og på hospitaler som landets egen befolkning. Læs mere om det blå kort her.

2. Husk at tage en skarp kniv med, hvis du skal bo i hus eller lejlighed og gerne vil kokkerere lidt (eller meget) selv. Råvarerne i Italien er friske og indbydende, men de knive, du finder i udlejningsboliger, er næsten aldrig skarpe.

3. Husk at tage en proptrækker og et par robuste glas med. Det er måske bare mig, som har en (lidt for) stor trang til en spontan, flydende picnic i vinmarkerne eller under et oliventræ, men hyggeligt er det nu.

4. Husk en trafikvest (du ved en af de skriggule), hvis du kører i egen bil. Det er påbudt ved lov i Italien, at man bærer sådan en, hvis man af den ene eller den anden årsag stiger ud af en bil, som holder i nødsporet eller langs en trafikeret vej. Om det også gælder, når man bare skal tisse, ved vi dog ikke.

Bil-kø
Husk en trafikvest (du ved en af de skriggule), hvis du kører i egen bil. Det er påbudt ved lov i Italien

5. Husk – nu vi er ved bilen – din gps-navigator og/eller kort. Navigatoren er ofte yderst praktisk og sikrer en smertefri færd fra a til b, men den kan også snyde engang imellem. Især skal du være varsom med den, når turen går ud på grusvejene, hvor den ofte ikke kan følge med (husk også at opdatere den inden rejsen). Et godt gammeldags kort giver til gengæld et overblik over det område, du bor i, som gps’en ikke kan hamle op med.

6. Husk at se efter på dit opholdsbevis (eller vores fremragende hjemmeside), om der er noget, som skal bestilles hjemmefra. Det kan være sengetøj og håndklæder, barneseng, morgenmad eller så meget andet.

7. Husk det, vi i min familie altid har kaldt “myggeforskrækkere”. Myg kan ødelægge en hyggelig aften over alt i verden, også i Italien, så tag myggespray, myggelys eller elektroniske mygge… forskrækkere med. Så bliver aftenerne endnu bedre.

Parlør på italiensk
Det er godt at have en parlør med, når du skal på ferie i Italien, for det er ikke alle, der taler engelsk..

8. Husk, at selvom du mange steder klarer dig fint med engelsk eller tysk, så er der også en del italienere, som kun taler deres modersmål. Og så ved vi jo alle også udmærket, at vi sætter pris på det, når udlændige gør en indsats for at tale vores sprog, om det så bare er et par (høflige) ord. Det jeg ville sige var i grunden bare, at du skulle printe In-Italias italienske parlør ud og tage med.

9. Husk, når du kommer til betalingsstationerne på motorvejen, at ni ud af ti italienere vælger de bokse, hvor man kun kan betale med kontanter. Vælg boksene med kreditkortsbetaling. Køen er næsten altid langt kortere, og transaktionen tager under 10 sekunder.

10. Husk…. ups, det har vi glemt.

Læs også min kollega Maries artikel: “Ting, der er gode at vide før, under og efter ferien til Italien”.

Skrevet af
Mere af Lino

Gå på kulinarisk opdagelse i Rom med Per Pallesen

Per Pallesen udgav i 2010 sin egen personlige guide til gode restaurantoplevelser...
Læs mere