Tips til en vellykket vandreferie i Cinque Terre

Cinque Terre Via dell Amore
Via dell Amore, første del på den blå rute i Cinque Terre. Foto: Davide Bozzo, CC.

Cinque Terre, der ligger på Liguriens smukke kyststrækning mellem Genova og La Spezia, er lidt af et paradis for dig, som vil bruge ferien på at bade, spise vidunderlig italiensk mad og ikke mindst vandre ad ældgamle stier med fantastiske udsigter.

Kombiner afslapning og aktiv ferie

Man kan sagtens vælge blot at tage hertil for blot at slappe af og nyde livet i de fem små, idylliske fiskerbyer, som området er opkaldt efter. Men for mange som besøger denne perle på Den italienske Riviera, er det dog vandreruterne i det skønne kystlandskab, der især trækker.

De fem maleriske byer Monterosso, Vernazza, Corniglia, Manarola og Riomaggiore, er godt forbundne af tog og turbåde. Ligeledes kan man komme rundt i området i bil, omend man skal parkere uden for byerne. For os med hang til friluftsliv er det dog ofte først på turene til fods ad de gamle vandrestier, at vi kommer helt ned i gear og får feriero i kroppen. Det stejle terræn vil ganske vist give de fleste en del sved på panden, men udsigterne over småbyernes pastelfarvede huse og klipperne, som står stejlt op fra det azurblå hav, er alle anstrengelserne værd.

Vernazza
Udsigt over Vernazza. Foto: Patrick S., CC.
Manarola
Manarola. Foto: chensiyuan,CC.

Vil du være sikker på at få en god oplevelse i Cinque Terre, er her nogle gode tips og råd til din vandreferie:

Tjek om ruterne er åbne

Det sker fra tid til anden, at nogle strækninger på nationalparkens mere end 120 km vandrestier lukkes. Det sker for eksempel, når regnskyld har forårsaget jordskred, eller hvis myndighederne må udføre vedligeholdelsesarbejde.

I skrivende stund (august 2017) er den populære blå vandrerute (il sentiero Azzurro) nede langs kysten mellem Riomaggiore og Manarola samt strækningen fra Manarola til Corniglia desværre stadig afspærret netop på grund af store jordskred. Det er dog muligt at vandre mellem disse byer ved at vælge en af de andre højereliggende ruter.

Vil du se, hvilke stier, der kan forventes at være åbne under din ferie, kan du altid tjekke aktuelle informationer om aktuelle lukninger samt beskrivelser af vandrestierne på den den officielle hjemmeside for nationalparken

Køb et Cinque Terre Card

For at de mange besøgende i området bidrager til at bevare stierne og de unikke byer, opkræves der betaling for at benytte vandrestierne. Det sker i praksis ved, at du køber et ‘Cinque Terre Card’. Prisen afhænger af, hvor mange dage kortet skal gælde. For en voksen koster det i skrivende stund € 7,50 for én dags adgang. Du kan købe dit vandrepas i et af parkens velkomstcentre.

Vær beredt

Det er ikke usædvanligt, at man møder turister på stierne i klip-klappere. Det kan dog ikke anbefales. Solidt, støttende fodtøj er et must. Stierne vil mange steder være stenede og ujævne, så på længere ture vil det rigtige valg af fodtøj betyde meget for fornøjelsen. Klimaet på disse kanter indbyder naturligvis ofte mest til let, luftigt tøj, men det anbefales ikke desto mindre at medbringe varmere overtøj i tilfælde af et pludseligt vejrskifte – særligt i foråret og efteråret. Dertil kommer, at vand, solbriller, hat og rigeligt med sololie hører til i rygsækken. Husk badetøjet! Der er ikke noget bedre end at slutte dagen af med en frisk dukkert i havet.

Tjek vejrudsigten

Begiv dig ikke ud på vandrestierne i dårligt vejr. I kraftigt regnvejr bliver mange stier glatte. Er du i tvivl om det er sikkert at fortsætte, bør du vende om. Det er ifølge parkens hjemmeside ikke tilladt at vandre på stierne under “Ugunstige vejrforhold”.

Det bedste tidspunkt

Kommer du til Cinque Terre i højsommeren, er det en god ide at starte vandreturen tidligt på dagen. Så undgår du den værste hede, og der vil som regel være bedre plads på de mest populære stier. Af sammen grund er forår og efterår også velegnede til en aktiv ferie i Cinque Terre.

Giv dig selv god tid

Den mest populære rute, den blå vandrerute (il sentiero Azzurro), som passerer gennem alle fem byer, kan gennemføres på omkring 5 timer. Du bør dog give dig selv så god tid til turen, at der også er tid til at sætte sig og få en forfriskning i de hyggelige byer, du kommer gennem undervejs. Selv hvis det bare drejer sig om en kølende gelato, kan det være nok til at holde energiniveauet oppe til den kommende etape. Der er ikke noget forplejning på stierne mellem byerne.

Har du fået oparbejdet en god appetit? Så se her, hvor du finder de bedste fiskerestauranter i Cinque Terre

cinque terre ligurien Italien
Du får rig mulighed for at tage flotte billeder til fotoalbummet (eller Facebook).
Vernazza, Cinque Terre
Turistbådene er en chance for at nyde byerne fra en anden vinkel.

Vandreferie i Cinque Terre

Selvom Cinque Terre er et populært mål for dagsudflugter, kan det varmt anbefales at bruge flere dage her. Der er vandrestier nok i nationalparken til at holde selv de mest energiske vandrere beskæftigede en hel ferie, hvor man har sin base i en af de fem idylliske byer.

In-Italia Rejser tilbyder et bredt udvalg af hoteller, ferielejligheder, bed and breakfasts og andre typer ferieboliger i kystregionen Ligurien – heriblandt i Cinque Terre. Det giver dig ikke blot ideelle muligheder for at holde en aktiv ferie med vandring, men er også en chance for at opleve stemningen i de små kystbyer, når dagsturisterne er draget videre.

Find en feriebolig i Cinque Terre

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere af Mikkel H.

Det perfekte job for Nutella-elskere? Ferrero søger prøvesmagere i Italien

Har du hang til Nutella, har du nu chancen for at sikre...
Læs mere