Amalfikysten lyder fantastisk, men er det ikke besværligt?

Amalfikysten - Ravello
Ved du, hvordan du lettest kommer til den billedskønne Amalfikyst? Få gode tips og råd her.

Du har sikkert allerede hørt om den billedskønne Amalfikyst, som ligger syd for Napoli. Har du ikke allerede været der, så er det uden tvivl et af de steder, du bør besøge, næste gang turen går mod syd. Men måske er du i tvivl om, hvordan du lettest kommer dertil, og hvordan du kommer rundt?

Selve Amalfikysten er en forholdsvis kort strækning på ca. 40 kilometer, som befinder sig på sydsiden af den Sorrentinske halvø. Den strækker sig fra den kendte turistby Positano til den mere ukendte men hyggelige by Vietri sul Mare. Hovedbyen på kysten hedder Amalfi, og den er bl.a. centrum for de mange busser, der forbinder de små byer langs hele kysten. Amalfi har modsat de fleste andre af kystens byer en rigtig havn, og herfra har du mulighed for at sejle både til Salerno og til øen Capri. I sommersæsonen er der normalt også mulighed for at sejle mellem de fleste af byerne langs kysten.

Havudsigt til øen Capri på Amalfikysten
På øen Capri kan du nyde de fantastiske kig mod havet
positano
Den billedskønne kunstnerby Positano
Smuk terrasse med udsigt på Amalfikysten
Kig fra terrassen i Villa Cimbrone i Ravello

Du kan bruge mange timer på at studere flyafgange, togtider, busplaner og bådruter, for det kan godt virke lidt uoverskueligt at få de mange muligheder til at gå op i en højere enhed, og hjemmesiderne er ikke altid opdaterede. Men du skal ikke fortvivle, for den offentlige transport fungerer faktisk rimelig godt, selv om der også kan være visse udfordringer.

Hvis du foretrækker at leje bil, er det bestemt også en mulighed, så er udfordringerne blot anderledes. Se vores side med ferieboliger, hoteller og ferielejligheder, når du rejser til Sorrento her.

Flytransport

De fleste vælger at rejse til Amalfikysten med fly. Den billigste løsning er at flyve til Rom, som har to lufthavne: Rom Fiumicino (mod vest) og Rom Ciampino (mod syd). Fiumicino er den internationale lufthavn, mens Ciampino betjener lavprisselskaber og charterfly.

Fly til Amalfikysten
De fleste vælger at rejse til Amalfikysten med fly

Du kan også vælge at flyve til Napoli, der med en afstand på kun 65 km til Amalfikysten er den nærmeste lufthavn. Der er kun ganske få direkte fly til Napoli, så du skal være indstillet på en mellemlanding. I lufthavnene kan du vælge at leje bil eller benytte offentlig transport. Klik her for at se hvilke flyselskaber, der flyver til Rom og Napoli.

Bil eller offentlig transport?

Om du vælger at leje bil eller benytte offentlig transport, er et spørgsmål om temperament og smag.

Vælger du at leje bil, har du din frihed til at køre lige derhen, hvor du har lyst til og på det tidspunkt, hvor det passer dig. Til gengæld skal du være indstillet på, at vejene på Amalfikysten er smalle og at der er rigtig mange hårnålesving. Trafikken kan være meget intens i sommermånederne, så du risikerer at komme til at holde i kø, ligesom det kan være svært at finde parkering. Så vælger du at leje bil, anbefaler vi, at du vælger den mindste model og kigger efter et overnatningssted, som tilbyder parkering, eller vælge at bo i en by med parkeringshus, som ex. Amalfi, Ravello eller Positano.

Vælger du at leje bil, har du din frihed til at køre lige derhen, hvor du har lyst til og på det tidspunkt, hvor det passer dig.
Vælger du at leje bil, har du din frihed til at køre lige derhen, hvor du har lyst til og på det tidspunkt, hvor det passer dig.

Vælger du offentlig transport, slipper du for det sus i maven, det godt kan give, at skulle møde de store turistbusser på de smalle veje, for her kan selv erfarne chauffører komme til kort. Til gengæld skal du have en god tålmodighed, for busserne kan også sidde fast i trafikken, så derfor må du være indstillet på, at køreplanerne måske ikke holder. I sommerperioden kan busserne i perioder være fyldt til bristepunktet, så det kan være svært eller umuligt at få en siddeplads. Til gengæld kommer du i tæt kontakt med lokalbefolkningen og de andre turister, som har valgt at benytte offentlig transport.

Offentlig transport til og fra Roms lufthavne

Fra Roms lufthavne Fiumicino og Ciampino kan du tage lufthavnsbus eller tog til hovedbanegården Stazione Termini. Herfra kan du tage tog videre mod Amalfikysten. Se vores artikel om Information om taxi, tog, bus og billeje i Rom her.

Transport til og fra Rom lufthavn
Fra Roms lufthavne Fiumicino og Ciampino kan du tage lufthavnsbus

Tog fra Rom til Napoli eller Salerno

Fra Stazione Termini kan du tage tog til Napoli eller Salerno. Til begge byer kan du vælge et af de mange lyntog “Frecce”, og så tager turen til Napoli kun ca. en time, men til Salerno skal du beregne godt en time mere. Hvis du vælger intercitytog, tager turen til Salerno ca. 3 timer. Se tider og bestil billet her.

Offentlig transport eller taxa til og fra Napoli lufthavn

Hvis du flyver til Napoli, er der flere muligheder. Du kan tage bus eller taxa ind til Napolis hovedbanegård, hvorfra du kan tage tog til Salerno eller Sorrento. Vælger du taxa fra lufthavnen til stationen (ca. 6 km), så husk at få en fast pris. Du kan naturligvis også tage taxa fra lufthavnen i Napoli til Amalfikysten, og den officielle pris i 2016 er 140 euro, men sørg for at få en fast pris.

Vinmarker og bjerge nær byen Ravello
Kig fra Ravello mod landsbyerne Pontone og Pogerola
Lækker Raviolli på Amalfikysten
Lækker Ravioli på Amalfikysten
En af de fantastiske klippeformationer, du kan opleve på Amalfikysten
På Capri kan du sejle gennem hullet i Faraglioni-klipperne

Fra lufthavnen har du også mulighed for at tage bus til Salerno eller Sorrento. De kører nogle få gange om dagen. Se følgende link med information, eller søg yderligere oplysninger i lufthavnen for afgangstider og priser på lufthavnsbusser.

Offentlig transport fra Napoli til Sorrento eller fra Salerno til Amalfi

Hvis du har valgt at holde ferie i byen Sorrento, som ikke ligger på Amalfikysten, kan du tage lokaltoget “Circumvesuviana” fra hovedbanegården i Napoli. Turen tager ca. en time, og der kører tog flere gange i timen. Se køreplaner her. 

Skal du på ferie på Amalfikysten og skal du bo på strækningen mellem Vietri sul Mare og Amalfi, tager du tog fra Napoli til Salerno og derfra bussen mod Amalfi. Den holder 100 m fra togstationen og kører ca. en gang i timen alle ugens dage.

Amalfi
Byen Amalfi har givet navn til den verdensberømte kyststrækning

Den stopper ved de fleste af kystbyerne, og turen til Amalfi tager ca. en time. Skal du videre mod Scala og Ravello, skal du skifte bus i Amalfi.

Se efter ruten: SALERNO – MAIORI – AMALFI

Skal du derimod bo på strækningen mellem Amalfi by og Positano, er det nemmere at tage lokaltoget “Circumvesuviana” til Sorrento, hvor du kan skifte til bussen til Amalfi, som bl.a. stopper i Positano.

Se efter ruten: SORRENTO – POSITANO – AMALFI

Vil du vide mere om Amalfikysten?

Så besøg vores side om rejser til Amalfikysten her, hvor du blandt andet kan se alle vores ferieboliger og hoteller på Amalfikysten og også kan se, hvordan du lettest finder fly til Amalfikysten. Du er også velkommen til at ringe til en af vores eksperter på 33151313, hvis du har brug for hjælp til at planlægge din ferie, eller skrive en forespørgsel til os her.

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere af Lone

En hyggelig B&B midt på Amalfikysten, og blot et stenkast fra havet

De seneste år er der dukket et utal af små hoteller og...
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *