Venetos regionale råd har tidligere på måneden vedtaget et lovsforslag, som betegner regionens befolkning i det nordøstlige Italien som en “national minoritet”.
Lovforslaget, der blev vedtaget med 27 stemmer for, 16 stemmer imod og 5 blanke stemmer, kan være det første skridt i bestræbelserne på at opnå samme status som de fem regioner Sardinien, Sicilien, Trentino-Alto Adige/Sydtyrol, Aosta-dalen og Friuli-Venezia Giulia, der alle har status af såkaldte autonome regioner i Italien.
Med udgangspunkt i artikel 116 i den italienske konstitution er disse fem autonome regioner blevet tildelt en særlig lovmæssig, økonomisk og administrativ selvbestemmelse, som de øvrige af Italiens 15 regioner ikke besidder. For eksempel administrerer de autonome regioner selv 60% af den lokale skat i stedet for de 20%, som de almindelige italienske regioner beholder – med undtagelse af den autonome region Sardinien, der selv administrerer 100% af den lokale skat. Derved betaler de autonome regioner også en større del af de offentlige ydelser til regionens borgere end de øvrige italienske regioner.
Normalt er den primære betingelse for at få tildelt øget autonomi et ønske om at beskytte den pågældende regions kulturelle og lingvistiske egenart, ligesom visse historiske omstændigheder efter Anden Verdenskrig har gjort sig gældende. Af de fem nuværende autonome regioner er der således udelukkende grænseregioner eller ø-regioner repræsenteret, fordi disse regioner har været præget af mange skiftende kulturelle og lingvistiske påvirkninger gennem historien og endnu i dag repræsenterer flere forskellige sprog og kulturer. Således tales der for eksempel både italiensk, slovensk, friulisk, venetiansk og den lokale triestino-dialekt i den autonome region Friuli-Venezia Giulia.
Selv om Veneto har sit eget sprog – kaldet venetiansk – der er et romansk sprog talt af omkring 4 millioner af Veneto-regionens i alt knap 5 millioner indbyggere, og selvom dette sprog allerede blev officielt anerkendt af Venetos regionsråd (men ikke af den italienske stat) i 2007, så kan netop den lingvistiske del vise sig at være en obstruktion for regionens bestræbelser på at opnå konstitutionel anerkendelse som national minoritet og få tildelt øget regional selvbestemmelse.
Et af problemerne er, at der eksisterer adskillige regionale varianter af venetiansk i regionen og at der derved kan opstå uenighed om, hvilken gren af sproget, der skal være den officielt gældende, mens et andet problem er den ringe overførsel af sproget fra de ældre generationer til de yngre, der oftest foretrækker standard-italiensk. Den sidste omstændighed kan dog også ses som et argument for at indføre øget autonomi, da venetiansk da ville blive indført som undervisningssprog i regionens skoler.
På trods af tvivlen om, hvorvidt Veneto faktisk vil have held med at opnå atuonomi, er den store italienske avis La Repubblica allerede gået så langt som til at beskrive regionrådets nye, kontroversielle lov for en “Venexit” med henvisning til Storbritanniens beslutning om at forlade EU tidligere på året.
Hvis Veneto opnår status som autonom region – med udgangspunkt i artikel 116 – kan det blandt andet betyde, at sproget vil optræde sidestillet med standard-italiensk på gadeskilte, offentlige dokumenter og som undervisningsprog i skoler – og at offentligt ansatte skal bestå en sprogprøve i venetiansk før ansættelse.
Ifølge forskellige meningsmålinger foretaget i 2014 går en majoritet af regionens befolkning (svingende fra 51% til 89%, afhængigt af undersøgelsen) ind for øget autonomi.
