Verdens bedste is er italiensk

Pistacchio af Alessandro Crispini fra Gelateria Crispini – Spoleto (Perugia)
Vinderisen "Pistacchio" lavet af Alessandro Crispini fra Gelateria Crispin. Foto: Dino Buffagni (Dream Team)

Har du hang til hjemmelavet italiensk is, bør din næste rejse gå til Spoleto i Italiens grønne hjerte, Umbrien. Her finder du gelateriaet, som ifølge den verdensomspændende is-konkurrence Gelato World Tour laver verdens bedste gelato.

1800 deltagere – én vinder

Det har taget tre år for Gelato World Tour at nå frem til den endelige kåring af en vinder, hvilket skete da 36 finalister fra 19 lande i weekenden var samlet til gelato-messe i Rimini for at dyste på is. I alt har det lange udskillelsesløb dog haft deltagelse af mere end 1800 ismagere, som ved en stribe regionale konkurrencer har dystet om at gå videre til finalen i Italien.

Gelato World Tour har således undervejs afholdt indledende gelato-konkurrencer i blandt andet Rom, Valencia, Melbourne, Dubai, Berlin, Singapore, Tokyo, Chicago og Shenzhen.

Hattekast ved åbningsceremoni
Der var højt humør blandt deltagerne ved åbningsceremonien. Foto: Dino Buffagni (Dream Team)

Italiensk vinder med pistachionødder

Ved finalen blev den endelige vinder fundet på baggrund af stemmer fra de mange tusinde besøgende på den tre dage lange gelato-messse samt point tildelt af en stor fagjury bestående af gelato-eksperter, kokke og madanmeldere. Vinderen blev ismageren Alessandro Crispini fra Gelateria Crispini i Spoleto, som vandt med isen “Pistacchio”, der som navnet antyder blandt andet indeholder ristede pistachionødder fra Sicilien (se billedet øverst på siden).

Gelato
50.000 besøgende var på baggrund af smagsprøver med til at kåre den bedste Gelato. Foto: Dino Buffagni (Dream Team)
Alessandro Crispini fra Gelateria Crispini – Spoleto (Perugia)
Den glade vinder, Alessandro Crispini. Foto: Dino Buffagni (Dream Team)

Gelato har indtaget hele verden

Finalen i Rimini runder en travel 2017-sommersæson af for de italienske gelateriaer, der takket være de generelt høje temperaturer har langet rekordmeget is over disken. Uanset hvor du holder ferie i Italien, er der da også næsten altid en fristende isbar inden for rækkevidde. Ifølge Carpigiani Gelato University, der står bag konkurrencen, er der i dag omkring således 39.000 gelateriaer i Italien (hvis man medregner caféer og konditorier med issalg).

Det er dog ikke kun i Italien, at der er gang i isbarerne. Resten af verden har også fået smag for den fyldige og smagfulde is, der fremstilles efter samme traditionelle metoder som i hjemlandet. I det øvrige Europa findes der ifølge Carpigiani Gelato University omkring 21.000 gelateriaer.

Vil du være godt rustet til dit næste besøg på et gelateria i Italien, eller have tips til de bedste isbarer i Danmark? Så få her en indføring i den italienske isverden

Skrevet af
Mere af Mikkel H.

Besøg marmorbruddene i Toscana

I det nordvestlige hjørne af Toscana, tæt ved grænsen til Ligurien, ligger...
Læs mere