Verdenskendte italienere

Listen over kendte italienere er uendeligt lang og går helt tilbage til store opdagelsesrejsende som Marc O’Polo og Christopher Columbus
Listen over kendte italienere er uendeligt lang og går helt tilbage til store opdagelsesrejsende som Marc O’Polo og Christopher Columbus

Hvad har så vidt forskellige personligheder som Pavarotti og Leonardo da Vinci til fælles? Umiddelbart ikke så meget, men ser man nærmere efter, så er de begge repræsentanter for det, vi opfatter som italiensk, og de har med deres virke været med til at tegne et billede af Italien verden over.

Jeg vil her nævne nogle af de store italienske kulturpersonligheder, som har gjort deres til at sætte deres fædreland på landkortet.

Columbus og Dante

Listen over kendte italienere er uendeligt lang og går helt tilbage til store mænd som Marc O’Polo (1254 – 1324), Christopher Colombus (Cristoforo Colombo, 1451 – 1506) og Dante Alighieri (1265 – 1321) for ikke at tale om kunstnerne Michelangelo, Leonardo da Vinci, Tizian og Rafael, hvis værker stadig kan beundres den dag i dag.

Vender vi blikket fremad, er der den dag i dag stadig mange italienere, som er kendte uden for deres eget lands grænser, og det er dem, der i stor udstrækning tegner billedet af Italien, på trods af at de ikke har opdaget nye verdensdele eller samlet en hel nation.

Nyere italienske kulturpersonligheder

Umberto Eco (forfatter og filosof)
Filmen ”Rosens navn” med bl.a. Sean Connery skabte i 1980’erne stor interesse for filosofi og historie. Oplægget til storfilmen blev leveret af forfatteren og filosoffen Umberto Eco, som med sin roman blev kendt i hele verden. Hvad mange måske ikke ved er, at han er en ivrig debattør, som jævnligt bidrager til den politiske og kulturelle debat i Italien. En populær filosof er ikke noget man ser hver dag, men ham her er virkelig nok.

Skuespillerinden Sophia Loren startede sin karriere i 60’erne og fik hurtigt succes
Skuespillerinden Sophia Loren startede sin karriere i 60’erne og fik hurtigt succes

Sophia Loren (skuespiller)
En vaskeægte filmdiva og et ikon inden for moderne film. Startede sin karriere i 60’erne og fik hurtigt succes. Spillede over for store navne i internationale film, fx Marcello Mastroianni, John Wayne og Frank Sinatra. Er den mest prisbelønnede italienske skuespiller og indspiller stadig film, dog ikke længere i de glamourøse hovedroller. Som kontrast til Hollywoods glitter voksede Loren op i Rom og Napoli under simple kår, hvilket måske kan komme som en overraskelse, hvis man kun kender hende fra de store roller på det hvide lærred. Sophia Loren var den første skuespillerinde, der vandt en Oscar i en ikke engelsktalende film.

Eros Ramazotti (sanger)
Musikeren med det tungebrækkende navn er kendt af mange, men måske ikke som udpræget italiener. Hans musikkarriere startede ved den (i Italien) prestigefyldte San Remo festival i 1984 og har derefter taget fart, således at han i dag er en af de mest kendte italienske musikere i verden. Alle hans albums er også udkommet på spansk, hvilket naturligvis har sikret ham stor popularitet i hele den spansktalende verden. Han har senere i sin karriere optrådt med andre store navne som Joe Cocker, Tina Turner, Cher og Anastacia og har solgt over 40 mio. albums samlet set i hele verden.

Federico Fellini (filminstruktør)
Betragtes som en af de mest indflydelsesrige og mest beundrede filmskabere i det 20’ende århundrede. Han har med både sin stramme neorealistiske stil og senere mere fantasifulde og psykologiske indgangsvinkel påvirket store nutidige internationale navne som Woody Allen, Tim Burton, David Lynch, Martin Scorsese og Stanley Kubrick. Han modtog fra 1945 og frem til sin død adskillige hædersbevisninger for sine film, bl.a. adskillige Oscar-nomineringer og Oscars samt Sølvløven i Venedig.

En af Fellinis mest kendte scener er nok fra filmen ”La Dolce Vita”, hvori Anita Ekberg bader i Trevi-fontænen. Filmen vakte opsigt og harme, da den blev vist, og publikum strømmede til for at se den, inden den blev censureret. Filmen vandt Guldpalmerne i Cannes i 1960. I 1993 modtog Fellini som en hyldest til hans samlede filmproduktion sin femte Oscar – den prestigefyldte Lifetime Achievement Award.

En af Fellinis mest kendte scener er nok fra filmen ”La Dolce Vita”, hvori Anita Ekberg bader i Trevi-fontænen.
En af Fellinis mest kendte scener er nok fra filmen ”La Dolce Vita”, hvori Anita Ekberg bader i Trevi-fontænen

Monica Bellucci (model, skuespiller)
Født i Umbrien i 1964, model og siden skuespiller i storfilm som bl.a. Bram Stoker’s Dracula, Malèna, Passion of the Christ (af Mel Gibson) og Matrix-filmene. At hun er gudesmuk hersker der ingen tvivl om, men mange ved nok ikke, at hun rent faktisk er fuldblodsitaliener.

Luciano Pavarotti (operasanger)
Hvem repræsenterer den moderne opfattelse af en tenor bedre end den store Pavarotti, som op igennem 1990’erne gav operaen tilbage til folket ved at nyfortolke og bruge mange af de kendte passager i nye og overraskende sammenhænge og ved at optræde sammen med kendte navne fra rock og popscenen som Bono, Eric Clapton og Elton John? Som repræsentant for den klassiske opera – brugt på nye måder – blev han i 1990 kendt som en af ”De Tre Tenorer”, da han ved VM i fodbold for første gang optrådte sammen med Placido Domingo og José Carreras. Denne privilegerede position opnåede han efter en lang og succesfuld karriere på opera-scenerne rundt omkring i verden (New York, Milano, Paris).

Modellen og skuespillerinden Monica Bellucci er født i Umbrien i 1964
Modellen og skuespillerinden Monica Bellucci er født i Umbrien i 1964

Carla Bruni (model, sanger, skuespiller og tidligere præsidentfrue i Frankrig)
Startede sin modelkarriere som 19-årig og var op igennem 90’erne blandt de 20 højst lønnede supermodeller i verden. Siden forsøgte hun sig med succes som musiker – hun har både indspillet cover-versioner af kendte numre og egne kompositioner. I 2008 giftede hun sig med den daværende franske præsident Nicolas Sarkozy, og siden har hun også nået at medvirke succesfuldt i en birolle i Woody Allens film Midnight in Paris samt involvere sig i utallige velgørenhedsprojekter.

Andrea Bocelli (operasanger)
Andrea Bocelli er født i Pisa og blev blind som 12-årig. Han må betegnes som en ægte ”crossover-kunstner”, idet hans stil i udpræget grad er en blanding af pop og klassisk musik. Det har indbragt et salg på mere end 70 mio. albums på verdensplan, og dermed gjort ham til den mest sælgende musiker inden for den klassiske musikgenre nogensinde. I 1999 blev han som den første klassiske musiker – siden 1961 – Grammy-nomineret i kategorien ”best new artist” og blev samme år optaget i Guiness Rekordbog, da han samtidig indtog både første, anden og tredjepladsen på den amerikanske hitliste for klassiske albums. Bocelli er umådeligt populær i Nordamerika og fik i 2010 sågar sin egen stjerne på Hollywoods Walk of Fame. Som mange andre store kendisser har han benyttet sin berømthed til at sætte fokus på velgørenhed, blandt andet ved store arrangementer i Vatikanstaten.

Selv den store Pavarotti beundrede hans stemme i en sådan grad, at Bocelli blev bedt om at optræde ved hans bryllup i 2003 og igen ved hans begravelse i 2007. Der er dog også kritikere inden for den klassiske musiks verden, der mener, at selv om hans stemme er god i sig selv, har den store tekniske udfordringer.

Renzo Piano (arkitekt)
Navnet klinger italiensk, men mandens karriere er i høj grad international. Han er nemlig arkitekten bag blandt andet et så fransk ikon som Centre Georges Pompidou i Paris (som i dag besøges af over 25.000 mennesker om dagen), The New York Times Building på Manhattan i New York. Desuden forventes det, at han i 2012 færdiggør det prestigefyldte byggeri på London Bridge ”Shard London Bridge”, der hedder sig at blive EU’s højeste bygning.
Piano har stået bag store bygningsværker i hele verden og lægger i dag navn til ”Renzo Piano Building Workshop” med 100 ansatte fordelt på kontorer i Paris, Genova og New York.

Renzo Piano betegnes som ”Master of light and lightness” inden for den moderne arkitektur
Renzo Piano betegnes som ”Master of light and lightness” inden for den moderne arkitektur

Han betegnes som ”Master of light and lightness” inden for den moderne arkitektur.

Vi ved ikke, om alle disse kendte personligheder og deres værker vil blive husket langt ud i fremtiden, men de nogle af de mest kendte repræsentanter for Italien uden for deres eget fædreland i nyere tid. Alle har de – på hver deres måde – sat et aftryk på det moderne kulturliv.

Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere