Zuppa di pesce e molluschi – fiske- og skalddyrssuppe

Zuppa di pesce e molluschi
Zuppa di pesce e molluschi – fiske- og skalddyrssuppe - er let at lave, selv om den kræver mange ingredienser

Jeg bringer her igen en opskrift fra kogebogen: Stefanos Italia – den stora italienska kokboken med fotografier af Joel Wåreus.

Stefano Catenacci er én af Sveriges bedste kokke og var ansvarlig for bryllupsmiddagen ved den svenske kronprinsesse Victorias bryllup i 2010. Under sit arbejde med kogebogen boede Stefano og holdet på Villa Le Ferrette ved Montecatini Terme i Toscana.

Jeg har i samarbejde med Stefano udvalgt nogle af opskrifterne fra den omtalte kogebog, som vi deler med jer her. Opskriften er fra afsnittet om Zuppe, altså supper, og er som Stefanos øvrige opskrifter meget nemt tilgængelig, selvom den kræver en del ingredienser.

Vi har ud over opskrifterne også lånt Joel Wåreus´ billeder fra bogen Stefanos Italia. Så nyd det meget smukke billede (foroven) af denne lækre fiskesuppe på det unikke, afskallede turkis træbord, indfanget under Toscanas himmelstrøg. Her mine fif og råd til tilberedningen af zuppa di pesce e molluschi. God fornøjelse!

Fakta:
Tilberedning: ca. 60 minutter
Antal personer: 4

Ingredienser:

  • 200 g laks
  • 200 g havtaske
  • 200 g havaborre
  • ½ kg blåmuslinger
  • ½ kg venusmuslinger
  • 1½ dl ekstra jomfruolivenolie
  • 1 stilk bladselleri, skåret i 4 dele
  • 3 fed hvidløg, hakkede
  • 1 skalotteløg, hakket
  • ½ l hvidvin
  • 20 stilktomater, halverede
  • ½ l fiskefond
  • Salt
  • Hvid peber
  • 1 bundt purløg til pynt

Tilberedningen
Skyl og rens muslingerne i koldt vand. Dem, der herefter ikke har lukket sig, de smides ud. Varm halvdelen af olien op i kasserolle. Tilsæt muslinger, selleri, hvidløg og skalotteløg samt halvdelen af hvidvinen og rør samtidig grundigt alle ingredienser sammen. Læg dernæst låg på og lad det koge i 2 minutter. Tag muslingerne op med en hulske og læg dem på en tallerken med husholdningsfilm over. Tag også selleristykkerne op og smid dem ud. Tilfør dernæst resten af hvidvinen, de halverede stilktomater og fiskefonden. Lad det småsimre i ca. 30 minutter og smag så til med salt og peber.

Skær fisken i mundrette bider og strø med salt og peber. Steg dem hurtigt på en varm pande i 2 spsk. olivenolie og tag dem af panden, når de har fået en smule farve.

Servering
Suppen er nu så godt som færdig. Du mangler bare at lægge muslingerne tilbage i kasserollen, derefter placere fiske-biderne ovenpå og endelig strø dekorativt med finthakket purløg. Afslut med at strø den sidste olivenolie henover suppen og servér med et glas kølig hvidvin og dejligt rustikt brød, måske grillet en anelse.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere af Mamma Luisa

Aragosta alla Catalana – catalansk hummersalat fra Alghero

Jeg har lånt en opskrift på hummer fra min tante på Sardinien....
Læs mere

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive vist. De obligatoriske felter er markerede med *